The poem “The metamorphosis of the Hummelists”
Written in Danish, the mother tongue of Lisbeth Hummel.

HUMMELISTENS FORVANDLING      

Dybt nede på havets bund
havde jorden besluttet at åbne sin mund
for frugtbarhedens rene varme kilde.
Sprudlende stolt og bestemt banede den sin vej
gennem isnende strømme opfyldt af fremtidsdrømme
genetiske love, fødselsveer og meget mer’trillogi1-lille

Over stok og sten løb den – gennem jord og muld
fra kulde, sne og regn til ørkenens golde egn.
Intet kunne standse dens atomvœdende kraft og mutationssaft,
dannende gœller, lunger og vingers hinder
fra dybeste dyb til højeste tinder.
Stœrkere, større og mœgtigere voksede kilden
i spidsfindig harmoni af kosmisk energi
indtil den langt om lœnge, tilfreds med at vœre så stœrk,
begyndte at skabe sit mestervœrk.

Homo erectus nøgen og ren,
krøb bort fra trœets holdende gren
for så helt at stå på egne ben.
Men så kastede arten sin første sten
og indhyllede sjœl og sind i hummelistens mumiebind.
Fortvivlet søgte kilden lindring i sit helende vand
i håb om at give racen bedre forstand.
Men dens kraft var svœkket af livsvœrkets udtørrende sœd,
da var det, at jeg hørte den grœd.
En mudderflodståre fra en døende vandåre.
I et hjœlpeløst skrig kaster jeg mig i den grålige udåndende jord,trillogi2-lille
mens jeg panisk graver ned efter overlevet fugtighed.
Kun stanken stikker op fra et massegravshul
og fylder min nœse, min mund og hele mit mellemgulv.
Jeg ser med rœdsel og angst verdenshummelisternes fangst.
Febrilsk søger jeg humanitetkomiteens hovedkontor,
fordi jeg slet ikke begriber spor.

Jeg rejser jorden rundt på kryds og på tvœrs
i hǻb om at finde adressen,
men resultatløs er hele processen.

Så på en sœrlig dag, en solskinsdag,
da går jeg tur i forårets blomstereng.
Jeg bøjer mig ned og plukker i flæng
og jeg drejer og vrider til en krans så stor
hele engens blomsterflor.
Så iler jeg med kampskridt tilbage til stanken
og dækker sǻret med blomsterranken.
Forpustet sætter jeg mig endelig ned,
mens jeg væmmes over vor manglende menneskelighed.

Jeg tœnker:
Så lœnge det vrimler med hummelister
så lœnge hele verden slår gnister.
Så lœnge når vi aldrig fremtidsland,
hvor mennesket lever og ånder med forstand.

En buldren og bragen får mit forpinte øjetrillogi3-lille
til at vende blikket mod det høje.
Forundret ser jeg falde fra krystalklar himmel
et tov så kœmpelangt, at det gør mig svimlende svimmel.

Så standser tovet ganske bevidst,
over blomstertœppets duft,
som åbner sig og giver luft.

Nu står jeg målløs og helt uden handling
og betragter en fuldstœndig fantastisk forvandling.
Jeg ser former, der langsomt genfødes af asken.
Jeg ser ansigter, der endelig har smidt masken.
Jeg ser dem med møje, slid og sår
kravle op af tovet år efter år
for til slut ærbødigt at rejse sig op
og berøre bevidsthedens top.

Lisbeth Hummel ©